Deutsche Bank blåstempler spansk boligmarked

Bankens researchafdeling venter, at fremgangen vil fortsætte helt frem til år 2020.

Midt i ulvekoret af økonomer, der peger på, at det spanske boligmarked er ved at revne, melder der sig nu en høj og klar røst, som fastslår, at der rent faktisk er en lang række gode grunde til, at de spanske ejendomspriser er steget så meget, som de er.
Det er endda ikke hvem som helst, der kommer det spanske boligmarkeds omdømme til undsætning, men derimod Deutsche Bank, for i en rapport fra bankens researchafdeling peger økonomen Stefan Bergheim på flere faktorer, der alle retfærdiggør, at de spanske ejendomspriser hører til de stærkest stigende i Europa.

Gennem det seneste årti er de således steget næsten 200 pct., og siden 1998 er investeringerne i bygge- og anlægssektoren steget 6,5 pct. om året. Hvert år er der færdiggjort 800.000 nye boliger, hvilket er mere end i Tyskland, Frankrig og Italien tilsammen. Den vækst må komme et sted fra, og det gør den da også, fremgår det af rapporten fra Deutsche Bank Research.

Hvert år har Spanien f.eks. en nettotilvækst af indvandrere på en halv mio. mennesker, og de skal i sagens natur have et sted at bo. Dertil kommer, at Spanien i forhold til det øvrige Europa har et uforholdsmæssigt stort antal unge, der netop nu er i den alder, hvor man stifter hjem og familie. Der er altså tale om en dobbelt baby boom-effekt. Samtidig sker der nu en opsplitning af de spanske husholdninger. Hidtil har det gennemsnitlige antal familiemedlemmer på én og samme adresse været større end i Europa i øvrigt, men nu er der ved at ske en tilpasning til det europæiske gennemsnit. Oven i det kommer så den omstændighed, at per capitaindkomsten er steget i Spanien i kraft af den øgede beskæftigelse, og det afspejles bl.a. af bruttonationalproduktet. Det er således fordoblet i løbet af de samme 10 år, som det store boom har fundet sted på ejendomsmarkedet. Dertil kommer, at renten er faldet drastisk, efter at Spanien kom ind i Eurozonen, og at spanierne dermed har fået bedre råd til at gældsætte sig, og derudover kommer så en række nye finansielle instrumenter, der giver mere favorable lånemuligheder. Og endelig: Selv om ejendomspriserne er steget næsten 200 pct. i de seneste 10 år, så bruger spanierne stadig en mindre del af deres disponible indtægt på boligen, end man f.eks. gør i Europas største økonomi Tyskland.

I Deutsche Bank ser man derfor ikke med større uro på fremtiden for det spanske boligmarked, og man peger navnlig på, at den økonomiske udvikling, som ligger bag prisstigningerne, ser ud til at fortsætte. Bankens researchafdeling venter således, at fremgangen vil fortsætte helt frem til 2020, og at Spanien år efter år vil få et højere BNP pr. indbygger end både Tyskland, Frankrig og Italien. Deutsche Bank er endda så sikker i sine forudsigelser, at banken ligefrem kalder sin rapport for »Spain 2020 – The Success Story Continues«.

* kilde: Børsen Online