JELD-WEN Masters: Golfstjerner åbner sæsonen i Himmerland
En verdensmester, en VM-sølvvinder, en perlerække af skandinaviske stjernefrø og flere lokale håb. Det er navnene på plakaten, når Himmerland Golf & Country Club på onsdag slår dørene op for JELD-WEN Masters, årets første turnering på den danske ECCO Tour. Mediter Real Estate deltager med PRO-AM hold og har udstilling med spanske boliger i forbindelse med turneringen.
Stjernespillere samles
I alt 130 spillere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland er klar til at indtage Himmerland Golf & Country Club, når årets første turnering på Skandinaviens største professionelle golftour onsdag morgen skydes i gang på anlægget mellem Aars og Løgstør.
Blandt turneringens absolutte hovednavne finder man den nyprofessionelle Joachim B. Hansen, som sidste efterår satte punktum for sin amatørkarriere ved at blive individuel verdensmester ved VM i Argentina. I Himmerland får Hansen selskab af sin tidligere landsholdskollega Morten Ørum Madsen fra Silkeborg, der var med til at vinde VM-sølv til holdet i Argentina. Den 23-årige komet trådte for nylig ind de professionelles rækker efter at have opnået det laveste registrerede golfhandicap i Danmark nogensinde (+5,7).
Men de to stjerneskud kan se frem til hård konkurrence i JELD-WEN Masters, hvor en række danske Challenge Tour-spillere også er klar til at jagte hæder, ære og præmiechecks. Rasmus Hjelm, Aalborg, Lasse Jensen, Asserbo, Mads Dam fra Varde og Holstebro-spilleren Daniel Løkke er på listen over mulige deltagere.
Det lokale håb Christian Bæch
Også det lokale håb fra Himmerland, amatørspilleren Christian Bæch, er med i turneringen, ligesom den nordjyske PGA pro Thomas Nielsen, der til daglig rbejder som træner i Himmerland Golf & Country Club skal forsøge at tage kampen op mod den skandinaviske elite, hvor den tidligere Europatour-spiller Mattias Eliasson fra Sverige hører til blandt de største favoritter.
Også den tidligere danske Europatour-spiller Knud Storgaard, Skive, landsholdsspilleren Thomas Sørensen, Hjørring og Christoffer Lange, som er fra Aalborg men repræsenterer Holstebro, er også på startlisten og klar til at tage del i kampen om de 250.000 kroner, som skal fordeles mellem de 45 spillere, der efter de to første dage kvalificerer sig til finalerunden onsdag.
Sidste års mester, aalborgenseren Thomas Nørret, spiller i dag på Europatouren og er et levende bevis på, at morgendagens stjerner bliver udklækket på ECCO Touren.
Gratis entré og nyheder fra Himmerland Golf og Country Club
Har man lyst til at se golf i absolut topklasse og få et kig på nogle kommende verdensstjerner, er der masser af gode grunde til at slå vejen forbi Centervej 1 mellem onsdag og fredag, når de professionelle er i aktion. Der er gratis entré alle dage. Der vil samtidig være mulighed for at kigge nærmere på det gigantiske nybyggeri, som er sat i gang i Himmerland Golf & Country Club og som på sigt skal munde ud i det “Ny Himmerland”. Investeringen, der anslås at koste i omegnen af 100 millioner kroner, indebærer en gennemgribende renovering og opførelse af konferencefaciliteter, spa og wellnesscenter, fitnesscenter, aktivitetetscenter, badeland, bowlingcenter, forbedrede træningsfaciliteter og meget mere.