Ny terminal i Kastrup til lavprisselskaber
Ny terminal i Kastrup til lavprisselskaber
Københavns Lufthavn får om to år en ny, specielt designet terminal til lavprisselskabet.
Med over 2000 parkeringspladser lige uden for døren, nem adgang gennem terminalen, internet check-in og et effektivt bagagedrop er det målet, at passagererne i den nye Terminal A, der skal stå færdig i foråret 2010, skal kunne komme fra bilen og være parat til at stige ombord på deres fly på under 20 minutter.
Danske flyrejsende vil med den nye Terminal A kunne få adgang til nye lavprisruter. Dels vil en række lavprisselskaber, som hidtil er fløjet uden om København, nu få tilbudt en terminal, der opfylder lige præcis deres ønsker, dels får de eksisterende selskaber bedre forhold for vækst.
Terminal A er på 10.000 m2 og skal ligge på et område i Københavns Lufthavne, der i dag står ledigt.